Rikke tilbyder
Undervisning

Når jeg underviser, og har heste i træning, er det små signaler og opgaver som rytteren/hesten skal øve. Enkelte ting, som kan bruges i mange øvelser. Men der er ofte flere måder at gøre tingene på, og i sidste ende synes jeg det handler om at finde det bedste samarbejde i mellem hest og rytter, være lige så følsom som hesten, og meget hurtigt til at reagere ved at have styr på sin kropsbevidsthed.

 

Rikke Luise Krarup Nielsen

Rikke

Da jeg blev født, boede vi i Fredensborg. Der var masse hestefolk i nabolaget, og der gik nogen tid, før min mor forstod, hvorfor de dog alle havde disse små islændere. Da jeg var 1 år, stod den første islænder i vores baghave. Jeg troede sådan en hed "vov vov", men det har jeg lært om siden. Da jeg var to år, startede mine to ældre søskende til ridning. Jeg fik også lov til at starte, måske fordi det var lettere for mor og far, for så var de børne-fri den time. Jeg kan i hvert fald ikke klage over, at mor har været overbeskyttende, når jeg tænker tilbage. Da jeg var blevet trukket rundt nogen tid, var jeg blevet 3 år, og så kunne jeg ride alene rundt. Jeg havde en god balance på ryggen af en hest, så i midten af 80´erne, kunne min mor bruge mig til at være rytter på de ungheste, der skulle tilrides. Jeg ville på den måde med tiden, langsomt få min egen hest. Kengála var en ung hoppe, som ikke var tilredet endnu. Hver gang der var gået noget tid, havde jeg så tjent til et øre eller et øje på hende. Men en dag, så skulle jeg have øre og øje fra en anden hest, for Kengála var blevet solgt (min mor skulle bruge penge til at komme til Island). Så det blev Væna-Sif, som blev min første hest, det er den skimlede hoppe.

Efter folkeskolen var jeg 2 år i Herning (60 heste) og lidt i Münster (200 heste) for at passe, træne og tilride heste. Det var under opholdet i tyskland at jeg fandt ud af, at jeg i fremtiden ikke ville leve af at tilride, træne og sælge. Jeg opdagede, at det er økonomien, der styrer, hvor lang tid man kan bruge på at "få hesten klar", og der er derfor ikke tid og sikkert heller ikke råd til at man skynder sig langsomt. Jeg synes det gik ud over hestens præmisser, både pasningen og træningen. Ofte er det heller ikke den rigtige ejer hesten får, for hvis der er en køber, skal hesten også sælges.

Jeg er uddannet veterinærsygeplejerske, og arbejder med heste, og andre store husdyr som bliver indlagt til operation, eller med medicinske sygdomme, som af en eller anden grund ikke kan klares ude i praksis.

Det er et spændende og lærerigt arbejde som jeg er meget glad for.

Men jeg kan ikke undvære at ride forskellige heste, og undervise, så det gør jeg når jeg har fri. Jeg synes jeg får meget ud af ride forskellige heste, og af at undervise. Jeg får mest ud af at have med heste at gøre, hvis jeg synes jeg forstår den eller forstår hvorfor den gør som den gør. Det er lidt krævende, men det er dét der gør hele forskellen og dét jeg brænder for at lære fra mig. Det er en helt fantastisk oplevelse at få en hest til at udvikle sig så den også synes det er endnu sjovere at gå til ridning og det er en endnu bedre oplevelse at få en rytter til at få den oplevelse!

Når man møder mange heste i sin hverdag og arbejder med dem som jeg gør, både syge og raske, så kan det ikke undgås at der er heste jeg bare vil have med mig. Det er ikke så hensigtsmæssigt, 4 gange har jeg købt (den ene var gratis) mig en hest uden at jeg egentligt var på udkig efter nogen, men da det er ret begrænset hvor mange penge man kan låne i banken, så styrer jeg mig så godt jeg kan. Alle de 4 heste har betydet helt utroligt meget for mig, og har givet mig så meget lærdom man som hestepige kan tænke sig. Gullveig, Feykir, Matti og Hvidben – læs om dem under Heste.

Uden at fortsætte evigt her, så vil jeg også lige nævne alle de alt for mange heste der bliver aflivet pga. skader, det skærer dybt i mit hjerte. Skader kommer af forkert brug/ridning, det er vores ansvar som rytter ikke at skade vores heste, de er vores slaver, vi synes det er sjovt at ride på dem, det må vi simpelthen gøre os så umage med, som vi kan. Forebyg ved at bruge en smed der fremmer hoven, leddene samt senerne og musklernes sundhed, opstald hesten efter hvad der er bedst for hesten så den naturligt får styrket sin hele krop, tilrid den grundigt så den er godt forberedt på resten af livet som ridehest, hold hesten vedlige med god grundtræning, og brug udstyr der styrker hesten i stedet for at slide på den.

 
Rikke tilbyder
Træning af heste

"Min" måde at træne heste på, er ikke for de utålmodige, men det er efter min mening, for hesten, den mest holdbare og mindst belastende måde.
Det tager jo lang tid at bygge muskler op, og endnu længere tid, hvis der sidder muskler forkerte steder.

 

Raunsbjerggaard I/S - Raunsbjergvej 14 - 4330 Hvalsø - raunsbjerggaard@gmail.com - Kontonr. 5377-0246487 Mobile pay: 21473623
Lav din egen hjemmeside med mono.net